******************************************************************************************************************************************************************************
Det er et sandt kategori-helved vi er havnet i som kultur. Kategorierne er altid i konflikt med hinanden, det hedder f.eks. at "blive sat i bås" - og intet bliver dermed overskueligt eller arbejdsomt, flydende i hjertegod fylde. Med IT, internet-verden, er det endnu værre, ja det er ligefrem sygt, utroligt forstilt på rigtig mange måder.
Nogen af os kender godt en historie om kategoriernes oprindelse. I det mindste hvornår man begyndte at kategorisere sig vej frem med tingene, iagttagelserne i verden. - Jeg kan sige, at det ikke stopper, førend menneskelivet har forstået, at det ikke er et kategorisk væsen, men et åndrigt levende hjerte. Kategorier bruges til at sætte noget på plads, men det uheldige er ofte og i vid udstrækning afhængig af, hvad der er på tale, at det kun er pågældende, der mener at ordne noget, sætte noget på plads, rydde op eller hvad vi ellers kalder det, som egentlig kan forstå, hvad der overhovedet er ordnet eller rodet op!!!
Vrøvl, ja det bliver det hurtigt, når talen falder på kategorier. Når jeg i det følgende præsenterer Jer for en forklaring af ovennævnte tegning - så vil I kunne sige, at jeg også bruge kategorier til at betegne eller ordne noget med. MEN derfor skal det også være sagt, at min anvendelse af dem ikke er kategoriske, hvilket er forbundet med min opfattelse af ordet i menneskelivet, ja al vort hjerteligt levende menneske af mangfoldige, helt unikke personer. De er nøje udvalgte som en høst af flere års arbejde med elendigheden i det danske lands mentalitet. De er centrale i vor kultur-kreds og dog vil jeg helst være dem foruden. Det kan imidlertid kun lade sig gøre ved at oplyse deres egentlige sammenhæng, så vor krop og ånd kan blive fri for det kategoriske helvede eller forstå, sandse hvilke energier der er på tale og hvornår og hvordan. Ja, så vi bedre kan trække vejret.
Jeg prøver sådan set bare at udrede mennesket fra den ensidige onde ånd, der netop kommer af det kategoriske vanvid, tilbøjeligheden til at ville ordne alt og alle. Hele tiden og så igen. Det kan vi nemlig ikke holde til, hvorfor det egentlig ærinde er at ophøre med det. Ja, lære den tilbøjelighed så godt at kende, at vi kan undlade den - og især på det samfundsmæssige, overordnede plan, hvor en naturlig følge af manglende indsigt i, hvordan kategorier egentlig virker medfører uhyre, for ikke at sige grusom magt over livet. Eller simpelthen fuldstændig glemsel af ordet i sine helt naturlige bånd som ånd. Kun ordet kan nemlig bryde det, talt personligt sandseligt og så er det sagt, som kan blive hørt og påskønnet.
Nkh. Jens.
******************************************************************************************************************************************************************************
Det er noget værre sjov med sådanne illustrationer. Men man kan godt sige noget om henholdsvis Tro, Forstand og Fornuft i forhold til denne tre-opdeling af kroppens energicentre, åndssfærer.
FORSTANDEN.
Vi er altid i det hele på én gang, men det er uoverskueligt, hvorfor livets grundlæggende energi fortæller os, hvor vi præcist er: Jeg er her, siger den.
Det er forstandens energi, der siger sådan og dermed lader os mærke, hvor vi er rent livsfysisk. Det sætter så naturligvis dagsorden for, hvad der kan gøres i den pågældende omgivelse, man befinder sig i.
Den omgivelse vi livsfysisk, kropsligt befinder os i er aldrig ren geografisk og det er heller aldrig det vigtigste. Hvor er du, Jens, ja jeg sidder her og du sidder formentlig også ned, kære medhør. Du dyrker ihvertfald ikke sport, for så kan du ikke læse og høre. Endsige: så ville du ikke arbejde med skrift!
Omgivelsen, man befinder sig i er altid ladet med et ærinde, der er en slags grund til, at vi er det sted, hvor vi befinder os. – Forstandens/kroppens ”jeg-er-her” begynder historiens svar på, hvorfor man er, hvor man nu end befinder sig. Det er grundlæggende kroppens besked til os om, lige netop at være dér, hvor vi rent faktisk er: Jeg sidder her i Brande, der er min krop og dermed alt, hvad jeg forsåvidt har at gøre godt med lige nu og her, indenfor rækkevidde. - Tid og sted vil man hurtigt sige om denne energis væsentlige egenskab, men jeg siger: det har intet med tid at gøre, derimod kun livsmæssigt og hjerteligt sted.
Forstanden ånder, opfylder med andre ord hele menneskehedens historie. Ja, så den er stærk. Den véd altid, hvor vi er, thi vi ville ikke være her, såfremt ikke også jeg var medtaget i al vort levende, VI. Der er ikke noget sandt, forstandigt VI i udelukkelse af andre, thi det ville også være udelukkelse af din krops beskaffenhed som værende af kød og blod, slægtsbundet og dermed åndelig og følsom overfor dine slægtninge, medmenneskets tilsvarende forhold til OS, fra sin synsvinkel. (VI opstår i kraft af forstandig evne med at indrømme, hvor man er – og det kan naturligvis trænes, skærpes. Man er altid i sin krop, det er ganske forstandigt og hjerteligt relevant).
Ifølge tegningen, heldig eller ej, så kan man også sige, at forstandens eget område er baghovedet og benarbejdet. Og netop i det leje er den meget gammel, angår den så at sige det helt centrale: Instinktivt at kunne flytte sig og dermed udrede sit liv til al vort fortsat levende beståen.
TROEN.
Det er den personlige menneskelivs-historie man finder her. Og den angår fysisk set de indre organer med hjertet som centralt omdrejningspunkt. Denne energi eller bølgelængde, ånd, fortæller, hvor man er henne i livets gang og den siger: Kærligheden er her, hjertet slår, du lever.
Derfor er den også forudsætningen for forstanden, kroppen, kropsbevidstheds-niveauet eller måske skal man bare sige livsfylden i personlig, unik forstand. Ordet hører til her, fordi det som stemmelyd er en måde at røre hjertet, ilte det. - Ser du på tegningen fremgår det, at forstand og tro har den største rene ”fællesmængde”. Energien angår med andre ord slægten og kærlighedens bånd, interesser, åndelige bølgelængder, venner og åndsbeslægtede. Som personlig erfarings-horisont giver den derfor også livet sit sigte, sit forsyn afhængig af indrømmelse – hvilke hjerte-erfaringer vægter man, tager man fat på, følger man, ja det fortæller alt sammen din eller min historie. Og derigennem historien om al vort.
Troen er centreret i hjertet som er livsbetingelsen, hvorfor de øvrige organer, såsom leveren, nyrer, lunger, maven, med videre forholder sig dertil. Det betyder f.eks. at ens personlige livshistorie også kan fortælle, hvordan ens krops-organer har det. Ja for det er i og for sig omvendt: organernes ”interesser” - der vel at mærke altid defineres af hjertets, livets lovgiver – de sigter altid på at skaffe ren næring til hjertet og til videre nedarvning, bekræftelse af menneskeslægtens gode, varme, næringsgivende erfaringer. Så det omvendte er med andre ord: at det er organernes interesser, der bestemmer ens interesser og retninger i livet.
En ubalance i energi eller tryk, undertryk i et organ fører uvilkårligt til en fornyet interesse, en ny retning i livet – arvesynd kommer for eksempel ind her. Og den er grum ifølge vestens misforståede livsførelse med næsen langt nede i satans kapital og rettigheder som levebrødet, ja som om det var levebrødet, der lader sig dele. Den fornyede interesse fortæller jo således også om, hvad der blev undertrykt gennem det man har foretaget sig, fortog sig, før man ændrede kurs i adlydelse af sin krop. Prøv at sige det på et kulturhistorisk plan med vore institutionelle traditioner for øje!!!
Det er f.eks. klart, at skriftlig industri, den onde, tunge akademiske stats-arv i vesten, ja den agter mest på den energi, den kender og som er involveret i at kunne læse og skrive. Hvad værre er, ja det er så, at den energi traditionelt set, mener, at den er givet RET til at underlægge sig andre energier. Altså fordi den ikke selv kender til f.eks. fysisk-mentalt krævende arbejde. - I hvor mange år har håndværkere, landmænd og den slags ikke også skullet dokumentere i hoved og røv, mens det modsatte ikke har været tilfældet hos statens arbejdere, ja ikke dokumentere vel, nej sgu da, arbejde med kroppen og nærings-vilkåret på jord, at bo eller dyrke afgrøder og dyr. Det kan man så også sige om bankfolk og deslige, forsikringsbranchen, mv. – men det gør da ikke pointen ringere endsige mindre omfattende. Eller mindre svinsk.
- Skal I mærke, hvad en rigtig hammer er dommerstand, romantiske, politiske rets-stat? Den, der slår indefra i sandhedens navn af forstandigt hjerte? Eller skulle vi ikke istedet tage at oplyse og udvikle skolerne, ikke mindst gymnasie og universitetet, så det fik forstand på noget livsmæssigt flydende, åndeligt, kropsligt? Åndskundskab, energi-kundskab og dermed sand indsigt, sandseligt brugbare hænder. Organitet, kalder jeg det. JHM.
Hvor forstanden var organismens silhouet, menneskehedens, så er troen menneskeslægtens silhouet, menneskelivets hjertelige organisme. Og som du nok kan forstå er de aldrig adskilt – troens energi trækker sig ind, mens forstanden orienterer sig kropsligt ud, samler energien i sit sted. Vi kan i forstandigt baghoved og benarbejde stå og gå med menneskeslægtens hjerte i behold, når det fordres af os. Forstanden/kroppen beskytter først og fremmest hjertet i livet, men udgør ikke dets personlige historie, vor vidnesbyrd. Det er ikke nok at være krop, men det er til hver en tid sundere og mere helbredende for samfundet end akademisk/romantisk ånd, som vi kommer til i det næste.
FORNUFTEN.
Ja, og dermed til ”vor tid” og europæisk-vesterlandsk kulturs store ballade: Verden. Jeg har kaldt den werden i forbindelse med signatur-forklaringen for cirklen af samme farve, fordi det tyske ord, werden også betyder at blive, altså tilblivelse. Desuden er werden også en bøjning af være. Jeg mener ikke dermed at verden eller livet bliver til eller sådan noget, da subjektet altid er ukendt i fornuftens ånd. Men jeg mener, ja altså det betyder hos mig, at det umiddelbare møde mellem liv og verden foregår i tilblivende eller måske tilkommende energi. Det er en energi-udveksling, der karakteriserer fornuften/verden.
Det er nu’et – og altså ikke år nul i al evighed, da den realitet jo er hjerteligt bundet i slægten med vort åndedræt. Det er nu’et, i fornuften er der ikke andet end nuet. Det hedder nous som snot i snustobak på løgn og græsk-latin - og det kan man ikke slå op i en bog, men høre, når man er forstandig og sandseligt bevendt i samfundet på dansk. Fornuften er hall’en, entreen, havegangen og fortorvet! Den leder ingen eller alle veje hen, men er såvidt bare handels-pladsen og stierne imellem.
I fornuften er det altid torvedag. – I skrivende, for dig læsende stund, sker virkeligheden i sin udveksling. Fornuften er vekseleren, min situation i forhold til papiret er ikke din situation. Jeg skriver nu, men du læser først senere, hvad jeg i sagens natur måtte have skrevet før, at du kunne læse det. At forstå den tidsforskydning kan man imidlertid ikke i fornuften, der som sagt blot er udvekslingen. Og lige netop derfor findes der heller ikke tid, omend der findes før og efter, der således handler om livets tilgang, synsvinkel i forhold til udvekslingen, varen. Jeg er før teksten og dermed før dig som læser. Før og efter er sagligt bundet, bundet til en vare, en veksel - ja, hvoromkring en omveksling kan finde sted. Du er ikke i den samme situation som mig i forhold til teksten her, nej du er nødt til at veksle - at tyde tegnene og tællene pengene, jeg bruger til at opmærke mit budskab. Og det tager såmænd ikke din tid, nej men det kræver forstand, du sikkert også gives.
Der er ingen tid uden indhold, men der er intet indhold uden menneske af tro og forstand, hjerte og krop. Forskellen på ingen og intet er som nogen og noget. Så jeg gentager lige: Der er ingen tid uden indhold, men der er intet indhold uden menneske af tro og forstand. Du er nogen og jeg er nogen og det afgør om noget kan opstå, udveksles til vor fælles fordel. Og kendes vi ikke ved dét forstandige, kropsbundne, slægtsbetonede og hjertelige forhold, så bliver udveksling blot intetheder mellem ingen.
Det er med andre ord varen, der skaber varigheden, som vi kan ERnærer os af. Det kaldes iøvrigt levebrødet i kristen forstand, fordi væren da bliver kendt på sin livgivende næring til mennesket. Ja det sker jo altså kun, såfremt man kan være livet bekendt og det skal man ikke lede efter i fornuftens lejr af online-bevidstheder. Fornuften er tom i sig selv, nøjagtig ligesom verden er tom uden mennesker af tro forstand. Størstedelen af fornuften er X, livets åbning i nuet – der imidlertid altid kun kan være konkret, givende omkring sin vare, sin rettethed. Papiret med sine sigtede ord i dette tilfælde.
Fornuften er altså god nok til at hente inspiration i tingene, da det essentielt set er, hvad den angår. Man kan også betegne fornuften som de umiddelbare sandser i knolden, hovedet. – Men alene betragtet er de udadvendte sandser eller fornuften som tom, ja så særdeles rummelig, nemlig ligesom det iltløse, uendelige rum. Fornuften er universets indholdsløse kræfter betegnet med X i forhold til Y. Og dens sprog er således antydet hele det matematiske paradigme, hvorfor livets overlevelse ganske enkelt handler om, at livet kan mærke forskel på netop livskraften og alverdens ligegyldige universitære kræfter. Tyngdekraften for eksempel. Fornuftens mere eller mindre universitære institutioner er ladet med intethedens formål, de er formålsløse, bærer intet sigte.
Lad os tage tyngdekraften. Tyngdekraften står for jordens tiltrækningskraft, der med faldloven som eksempel betyder at alle legemer falder til jorden lige hurtigt!!! - Essensen af fornuften er ligegyldighed og ligegyldigheder til sammenligning, hvorved det så uheldigvis for nogen føles som om noget nyt opstår. Og at de har forstået noget. Der dannes ovenikøbet sprog for det og det er fatalt forførende, da der ikke kan være noget essentielt organisk bevendt indhold i det – der er kun relationer uden tilknytning. Men nå? Jovist! - Faldlovens ligegyldighed for masse betyder, at alle legemer falder ligegyldigt til jorden i det tomme rum, der imidlertid ikke gives som andet end udveksling. Det tomme rum er verden, også jorden i sin universalistiske masse-opfattelse. – Der er bare ikke andre steder for livet at leve end på jord og så er det da helt galt at opdyrke verdensrummets tomme sprog. Sagt med andre ord: tyngdekraften, den lærte jeg at kende, da jeg klatrede i træer. Men det var altså forstandig livsenergi-udvikling, der lærte mig det og ikke tyngdekraften. Det var ikke formuleringen af tyngdeloven for tyngdekraften, jeg konsekvent fulgte, for at kunne klatre i træer – ja rent faktisk ville jeg højest sandsynligt være faldet ned, såfremt jeg skulle gøre det på den måde, per regelfølge-overvejelse. Og se i dag, da undgår man jo den slags ved at skære grenene af i børnehaverne, ja for de kunne jo i henhold til lovmæssighedernes paradigme falde ned og hvem skal da bære ansvaret? Newton?
I fornuften falder alt til jorden, fordi nuets X-sprog så at sige ikke varer særlig længe, nej hverken kan fokusere eller bære nogen næring. Ja, nogen. Sådanne X-sprog kan allerhøjeste sørge for en udveksling. Men jo højere frekvensen er på den udveksling, der måtte foregå, des mere indholdsløst bliver livet. Jovist, fordi det er livet, der leverer energien for at udvekslingen kan finde sted. Og der skal altså uendelig mængder af energi til at opretholde fornuftens verdensbillede, ja det er da åndssvagt at livet skal gå med at levere energi til den slags – hvad det jo skal ifølge lovene.
Den matematiske kapitalisme, altså kapital-økonomi, det er hjernedøden, altså blokeringen af livets egen hjertelig bevendte dømmekraft, fordi man dermed skaber identitet mellem X varer på markedet og penge. Når det så kobles til loven, staten – ja så har vi balladen, sygdoms-kultiveringen per tvangs-psykologiserende adfærd. Så er sindet så at sige kapital-staten, et objekt til financiering af stats-ansatte - og f.eks. social-demokrater i det næste led, da der er tale om kultivering. Men sindet, børns sind bliver da objekt for selvretfærdig berettigelse af meningsløst arbejde. – I mit tilfælde er det forstanden inde bagved, der i øjeblikket er i færd med at knuse staten. Det vil sige lade livet leve ovenpå den. Og med det sidste her, fik jeg således også skildret, hvordan fornuften, den blå cirkel, går langt ind i hovedet – adfærds-regulerer livet i forhold til verdens elendige og deres tomme rum.
Når stress, hjerte-sygdomme, åreforkalkning og al den slags velkendte sygdom sker i vesterlandsk kultur, så skyldes det, at man i al for høj grad leder med den erfaringshorisont, sprog, der etableres per fornuft. Den blå cirkel. Og hjertet kommer da til at sidde oppe i halsen. Eller med andre ord: ”De sociale tabere” i samfundet, der undgår at blive rigtig syge, det er mennesker, der ikke gider at have hjertet til at hænge os langt ud af halsen og derfor såvidt muligt undlader at deltage i fornuftens universitære kapital-statslige, teknologisk-teknokratiske svineri med vor oplyste forstand. Ja, svineri med den vækstens midte i menneskelivet, som statsborgeren, akademikeren, politikeren og kapitalisten jo aldrig kommer til at kende.
Men fornuften. Fornuftsånden er stadigvæk en energi, husk det, en energi, der betegner verdens-situationens nu, i form af de varer, der handles og udveksles. Men husk det er ikke livsituationen i egentlig forstand, da den jo bestemmer synsvinklen af hjerte for al vort. - Kirken ville såmænd have haft gode kår i dag, hvis den for længe siden havde hørt efter indenfor egne rækker, ja såfremt den ikke havde underlagt sig fornuftens administrative lovføring af alverden, alt og alle i lighedsutopierne, der jo konstant søger at fastholde en udveksling, så det vanskeliggør og fordrejer udveksling til det absurde. - Mao. lad dig aldrig rende over ende af fornuftens tomme magter. God forstand og sund fornuft er imidlertid fint forenelig og handler om livsbefordrende dynamik, en passende udveksling.
I TRE-ENIGHEDEN. Med ordets hjerte-tale-organ, så gives den optimale balance i livet, sandhedens midte. Her er alle tre forenet i et som den treenige gud: i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Faderen er forstanden, sønnen er troen og helligånden det er sund fornuft, dvs. en passende udveksling, et passende stofskifte mellem de hernævnte tre energi-centre. Derfor er det også vejen til opstandelse af fornyende livsførelse omkring vor sande kreativitet, den kropslige og organisk bevendte. Vi er som skabt til at leve på jord, i dens organiske miljø. Sådan finder du åndens balance og når den har erfaret sig, så du kan høre, så kalder jeg de tre energi-centrer for henhv.: Livsånden, Menneskeånden og Helligånden.
Da er verdensfornuften nemlig opløst gennem sand oplysning og udvekslingen mennesker imellem og menneske-verden imellem i balance. Ja da hedder det heller ikke menneske-verden, men menneske-livsånden. Det vil sige, så kan mennesket skelne, sandse i ånd, se og mærke, at retningen i livet ikke er ligegyldig som på den ene og den anden side af et lukket lighedstegn: 1=1 - men derimod til freds stilles af hjertets midte t ro. Og så er vi hjemme i kroppen, der yder af samme bølgelængde, livets egen til medmenneskelig oplysende og forståelsesmæssig fordel, ja og samfundsmæssig videreudvikling.
Der er sprog og liv, der føres i treenighedens oplysende navn. Altså som hele, forstandig tro mennesker. Der gives sprog, der ikke kategoriserer, men derimod er ærligt personligt stillet i balance og således repræsenterende menneskelivets gode sandselighed til al vor vækst og voksende vilkår. Hvorfor vil I ikke være med til det, romantiske hængerøve? – For vi kan med andre ord ikke føre et sandt sprog uden også at føre et sandseligt liv. Sproget gives af livet i balance og det betyder kroppens evne med at tage vare på sit hjerte, hvilket videre naturligvis handler om hele nærings-horisonten, arbejdslivet, undervisning, oplysning, dannelse og så fremdeles. Hvorfor lever FLERTALLET i henhold til staten, fornuften, verden, når det naturligvis som menneske skal leve i henhold til forstanden, troen, hjertet, livets organisme?
KH. Jens Haarup Mortensen.
